Er du nervøs for at flyve med baby? Du er ikke den eneste. Derfor har jeg samlet nogle gode råd til Jer, så hele familien kan nyde turen.
Før I skal ud og rejse, så forbered jer mest muligt hjemmefra ved at pakke alt ned I skal bruge på rejsen, og i øvrigt være bedst forberedt på hvad der skal ske. Og hvad er det så du skal have med?
SAS anbefaler følgende før en flyvetur:
Du skal ikke forvente, at du får tid til den store shoppetur i lufthavnen. Børn er som regel dybt betaget af livet i lufthavnen, og tiden er bedre brugt på at forklare børnene om de interessante ting der sker omkring flyene. Jo mere energi de kan få brændt af inden afrejse, jo større chance er der for, at de slapper af ombord på flyet.
Ro på – Lad vær at stresse over din flyafgang, eller hvilken gate du skal gå til. Børnene mærker det med det samme, og de reagerer negativt på det. Hvis du bevarer roen, slapper de af, og I får en god start på ferien.
Tag legetøj og bøger med, som børnene kender. Det skaber tryghed, og får tiden til at gå hurtigere. Til de lidt større kan man også vælge at tage en håndholdt spillekonsol med, hvis sådan en haves. En lille pose med overraskelser kan også være en god idé – så længe det ikke er slik. (Børn bliver hyperaktive af det, og har ikke mulighed for at komme af med energien på flyrejsen.) Tag hellere lidt frugt eller en sund snack med.
Tag noget behageligt tøj på når I skal ud at flyve. Hav en skiftetaske klar med bleer og tøj, vådservietter og evt. babymad. Tag også skiftetøj med til dig selv, hvis uheldet er ude. Husk også, at der kan være koldt i flyet pga. aircondition
Nyt legetøj til babyen kan også anbefales. Det nye legetøj er som regel lidt mere spændende, og kan derfor leges med i lang tid. Tag noget med der kan mange forskellige ting, men som helst ikke larmer for meget (en politibil med udrykningssirene har det med at irritere de andre passagerer). Hvis I pakker legetøjet væk igen under ferien, så er der stor sandsynlighed for at de er ligeså spændende på vejen hjem.
10 ting til pusletasken
1. Bleer
2.Vådservietter
3. Skiftetøj
4. Sutteflaske med vand (som I helt sikkert skal drikke af ved check-in så de sikrer sig at det ikke er noget der kan sprænge flyet i luften)
5. Baby’s ynglingslegetøj
6. Masser, masser af mad til baby. Noget nemt og meget forskelligt. F.eks. banan, rosiner, boller, tørret frugt, ostehaps osv. Men husk at nogle madprodukter kan give lidt dårlig mave. (det får de fleste babyer godt nok alligevel når de flyver)
7. Nyt og spændende legetøj, f.eks. bøger og legetøj der ikke larmer for meget.
8. Hagesmæk – gerne et par stykker.
9. Babydynen. Selvom I måske ikke har brug for den nede i varmen, så er den pragtfuld at have med på flyet. Hvis det er for varmt til at pakke babyen ind i når hun/han skal sove, så brug den under din arm hvis du sidder med din baby, eller som “forlænger” af din krop hvis tumlingen er blevet lidt for lang til at ligge hos dig.
10. Stofbleer. Skulle babyen lige pludselig blive dårlig, f.eks. af at have ammet for meget under flyturen (tryghed), så er det rart at man har en stofble liggende imellem dig og barnet hele tiden. Så kan du også undgå at bruge plads i tasken til skiftetøj til dig selv.
Frygtscenariet
Frygten er at dit barn vil komme til at skrige hele vejen ned til feriestedet. Men bare rolig! Det kommer hun/han ikke til. Et lille grædescenarie kan dog ofte ikke undgås – de er jo trods alt børn, og at blive bedt om at sidde stille i flere timer kan godt være ret kedeligt for dem.
Sådan undgår du (måske) en grædende baby:
Der kan opstå tryk i ørerne ved flyets start og landing. Det er ikke farligt, men kan være ubehageligt. For at afhjælpe dette kan små børn enten ammes eller få væske af kop eller flaske.
Hvis dit barn ikke vil falde til ro, og begynder at græde, så rejs dig og gå stille frem og tilbage på gangen, dog ikke hvis skiltet med sikkerhedsbæltet er tændt. Folk bliver ikke irriterede over grædende børn med engagerede forældre.
10 gode råd til flyveturen
1. Book en sen afgang ved lange flyveture, så er der chance for, at barnet kan sove
2. Tjek at familien sidder sammen. Det er rarest, og så kan de voksne skiftes til at tage sig af den lille.
3. Bestil en lift. Hvis I skal på en ekstra lang flyvetur, så bestil en ”baby cradle”, som er flyselskabets babylift, der bliver hængt op foran forældrene. Så har barnet mulighed for at sove. Men undersøg det i god tid, da der ikke er mange til rådighed på et fly.
4. Vær i god tid ved check-in. I sommermånederne er der ofte travlt ved check-in i lufthavnen. Og det giver en god start på ferien, hvis ingen stresser.
5. Klæd barnet i lag-på-lag. Så er det let at regulere, hvis barnet enten har det for varmt eller for koldt.
6. Giv barnet rigeligt med væske ombord på flyet. Aircondition og klimaet i kabinen udtørrer, hvilket kan give utidige poder.
7. Am eller giv flaske, når flyet letter og lander. Det mindsker trykket i barnets ører.
8. Gå langs flygangen, når flyet er i luften, så får barnet stillet nysgerrigheden.
9. Lav et par små pakker hjemmefra med nogle nye spændende ting til barnet. Det kan aflede opmærksomheden, hvis barnet bliver rastløst.
10. Forbered både en plan A, B og C, når det gælder beskæftigelse af barnet på turen…
Links med gode råd indfor flyrejsen:
Gode råd før rejsen – Københavns Lufthavn