Barselsgæster – glæde eller besvær

Et helt nyt liv skal begynde
Det er meget forskelligt fra familie til familie – og sådan set også fra fødsel til fødsel – hvor meget overskud man har, når man lige er kommet hjem/når fødslen er overstået (hvis du har født hjemme). Nogle synes at det fedeste i verden er at vise den lille ny frem for hele verden med det samme.

Men rent faktisk, viser vores spørgeskemaundersøgelse blandt 324 læsere af BabyBusiness.dk, vil langt de fleste gerne lige have tid til at vænne sig til det nye liv med baby, ro til at se på den lille ny, og måske også til at hvile ud efter en hård fødsel, og få amningen til at fungere i fred og ro.

Uanset hvad du har lyst og energi til, når baby er kommet til verden, så er faktum at et helt nyt liv er begyndt for jer alle, og det tager lidt tid at vænne sig til – både for baby og for jer. En helt nyfødt baby bliver meget hurtigt træt af indtryk, og det trætter særligt meget at forholde sig til nye lyde, dufte, arme og steder.


Ok at begrænse og sige fra
Det kan være en rigtig god idé at begrænse antallet af besøgende i starten. Måske helt sige nej. Måske nøjes med korte besøg af den allernærmeste familie. Og så må fætre, kusiner, venner og bekendte vente lidt, til I lige har fundet roen. Nogle vil muligvis blive lidt stødt på manchetterne over ikke bare at blive mødt med en åben dør. Men prøv at fortælle dem venligt at I og jeres lille barn ikke løber nogen steder, så om de når at sige hej inden for de første dage, eller først efter et par uger, gør ikke den store forskel (og faktisk får de i virkeligheden nok mere kontakt med baby efter en måned..).

“Kom glad – men tag kaffe med”
Når I så åbner dørene for glade gæster kan det være rigtig dejligt – og en meget stor hjælp! – hvis de orker selv at tage brød og marmelade med til kaffen, selv kan finde kopperne i skabet, måske tager noget mad med til jeres fryser (til de dage, hvor man bare ikke orker at lave mad, fordi baby har grædt hele dagen) …eller måske endda gider at svinge støvsugeren! De fleste vil heldigvis rigtig gerne hjælpe – nogle gange skal man måske bare lige hinte at det vil være langt dejligere med en lasagne til fryseren, end en ny body i str. 62 til lillemusen.


Ro er vigtigt for amningen
Det allervigtigste er at I får masser af hvile og ro. Bliver du som mor for træt eller stresset af barselsgæster, kan det være skadeligt for amningen. Ved bekymring kan det nemlig være vanskeligt at få nedløbsrefleksen til at komme i gang, og dermed få mælken til at løbe. Det er blandt andet, fordi stresshormonet adrenalin blokerer for virkningen af hormonet oxytocin, som er det, der sætter nedløbsrefleksen i gang. (Kilde: Sundhedsstyrelsen)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *