Selvom du er gravid kan du sagtens få en enestående ferieoplevelse i udlandet. Det er blot vigtigt at du tager visse forholdsregler, så rejsen bliver både behagelig og sikker for dig og dit ufødte barn. Jordemoder Camilla Gry giver gode råd.
1. Bedste tidspunkt at rejse på
Ofte vil 2. trimester (dvs. fra 12.-28. graviditetsuge) være det ideelle tidspunkt at rejse på. Maven er endnu ikke så stor, at du vil være synderligt besværet, kvalmen er som regel overstået, og dit overskud vil formentligt være størst i denne periode. Risikoen for blødninger og andre komplikationer er desuden mindst i denne periode.
2. Vaccinationer
Sørg for at undersøge om der kræves særlige vaccinationer i det pågældende land, som du ikke har fået på plads før du blev gravid. Vacciner indeholder dræbt eller svækket virus, men kan potentielt skade dit barn hvis det gives under graviditeten.
3. Medicin
Medbring eventuel medicin hjemmefra, også svagere smertestillende som fx Paracetamol som du gerne må tage i begrænsede mængder når du er gravid. I udlandet kan tolerancen overfor medicin i graviditeten være større end herhjemme, så tjek altid medicinen grundigt inden du indtager den. Vær opmærksom på at gravide er mere tilbøjelige til at få svamp i skeden, især under varme himmelstrøg, så medbring evt. et svampedræbende præparat hjemmefra for en sikkerheds skyld.
4. Flyrejser
De fleste flyselskaber har en grænse for, hvor langt henne du må være i graviditeten for at flyve med dem. Ofte går denne grænse omkring 36. uge, ved oversøiske rejser kan grænsen dog gå allerede fra 34. uge. Tjek derfor dette med det enkelte flyselskab inden du bestiller rejsen. Anvend altid støttestrømper under flyveturen, og sørg for at bevæge dig undervejs, så du mindsker risikoen for blodpropper. Lav gerne venepumpeøvelser, som fremmer blodcirkulationen.
5. Forsikringer
Tjek altid med dit forsikringsselskab om du som gravid er dækket ind under de almindelige rejseforsikringer. Selvom din graviditet hidtil har forløbet ukompliceret, er det ikke sikkert at det samme er tilfældet når rejsen nærmer sig. Graviditetskomplikationer under rejsen dækkes ikke altid som pludselig opstået sygdom, så det kan være nødvendigt at tegne en udvidet rejseforsikring for at undgå dyre lægeregninger fra udlandet.
6. Rigelig væske og mad
Sørg for at drikke rigeligt med væske, og spis hyppige små måltider, så du undgår for store udsving i dit blodsukker. Drik kun vand fra flaske, og undgå frugter med skræl samt madvarer, der ikke er gennemstegte. Undgå især bløde, upasteriserede oste, da disse kan indeholde Listeria, der kan give en alvorlig infektion hos dig og dit barn.
7. Solcreme
Følg de almindelige anbefalinger for sikker solbadning, men vær opmærksom på at din hud kan reagere kraftigere på solens stråler end du er vant til. Anvend derfor solcreme med høj faktor, og undgå at opholde dig direkte i solen mellem kl. 12 og 15. Medbring solcreme hjemmefra så du kan være sikker på at få fat i en uden parfume, parabener og hormonforstyrrende stoffer.
8. Husk vandrejournalen
Medbring din vandrejournal i tilfælde af at du får behov for lægehjælp, eller hvis flyselskabet kræver dokumentation for hvornår du har termin.
9. Hvis du får behov for lægehjælp
I langt de fleste turistområder kan du få kompetent lægehjælp, men hvis du er i tvivl om noget, kan du altid kontakte din egen læge, jordemoder eller fødested i Danmark pr. telefon. De fleste forsikringsselskaber har desuden en hotline, hvor uddannede læger sidder klar til at besvare dine spørgsmål.
10. Slap af og nyd ferien
Nyd at det for en gangs skyld er i orden at smække benene op og slappe af. Du er gravid, og skal passe ekstra godt på dig selv, så accepter at det måske ikke er på denne rejse at du får gennemtrawlet samtlige af destinationens turistattraktioner.
Camilla Gry er uddannet jordemoder i 2006 fra Jordemoderskolen i København, og har skrevet ovenstående 10 rejseråd. Hun er mor til Alma fra 2008 og Vega fra 2011. Til dagligt arbejder hun på fødeafdelingen på Næstved Sygehus. I starten af 2011 udgav hun bogen og app’en Graviditetskalenderen fra forlaget Gyldendal