Forfatter: Line Bassøe, Certificeret sexolog og certificeret parterapeut
Mange parforhold bliver til venskaber. Og det er godt. Men man kan ikke nøjes med venskab, hvis man skal bevare et godt parforhold. Der skal også være polaritet i forholdet, ellers er der ingen god sex.
Hvad er polaritet?
Der er polaritet i forholdet, hvis I formår at den ene er meget feminin og den anden meget maskulin. Det er sådan set ligegyldigt, hvem der repræsenterer hvilke værdier. I denne klumme vil jeg dog generalisere og tage som udgangspunkt at kvinden skal have de feminine og manden de maskuline værdier.
Der er polaritet, hvis man overlader de maskuline ting til manden. Det kan fx være at han har et mål med sit job, at han selv bestemmer hvornår han vil skifte til sommerdæk på bilen eller om han vil købe en ny hækklipper nede i Silvan. De feminine værdier kan være, at hun laver en god stemning i huset, hun står for aflønning af rengøringsdamen og bager et lækkert brød.
Gammeldags?
Måske, men det giver god sex. Fordi bevæger man sig hele tiden inden på midten, hvor begge repræsenterer de feminine og de maskuline værdier, så er man udelukkende gode venner, og man har sjældent sex med sine venner. Man har ikke den samme lyst i den relation. Det er ikke frækt.
Brug din feminine side
Hvis du er bedste venner med din kæreste, så husk at I ind imellem også skal ”spille” på polariteten. Din kæreste vil elske, hvis du spørger ham, om han vil bære noget tungt for dig, eller hvis han får lov til at fælde træet i haven – Også selv om du sagtens kan selv. På den måde kan man f.eks. bevare polariteten – også selv om vi i dagens Danmark kan det meste alle sammen. Du kan som kvinde også insistere på at du sørger for ting, der er udpræget feminine, f.eks. sørge for at der er friske blomster i vaserne eller forårsblomster i krukkerne.
Måske synes du ikke umiddelbart at du kan forlade de maskuline værdier, fordi så er der ingen hos Jer der har et mål – Men hvis du ikke forlader den plads, så kan din kæreste ikke tage den, så giv det en chance.
På med kjolen
Ta’ din røde kjole på, vær åben og smil til din mand, når han kommer hjem. Dét er feminint!